søndag den 4. december 2011

De kongelige juveler

Med H.M. Dronning Margrethe, H.M. Dronning Silvia af Sverige og H.K.H. Kronprinsesse Mary i spidsen fortæller Europas kongelige den fascinerende historie om de historiske juveler, som igennem generationer har været båret af Europas kongelige- og Ruslands kejserlige familiemedlemmer.

De imponerende juveler, som bæres til de store tafler, familiebegivenheder og statsbesøg afspejler slægternes særlige status. Det er i disse juvelsæt, man finder de smukkeste perler, de fineste ædelstene og det helt sublime håndværk.

Men kun få tænker over, at denne pynt afspejler kongelige skæbner gennem generationer, og at juvelerne ofte er knyttet til højdepunkter i de kongelige slægter. Magt, indflydelse og et net af slægtsforbindelser findes i disse ædelstenes historie.

I århundreder har de kongelige juveler været udsat for lidt af hvert. De er gået i arv, de har været medgift, de er blevet købt og solgt igen for at forsørge familien. De er blevet konfiskeret og de er genopfundet som kopier. De har været givet væk til elskerinder, som pænt har måttet aflevere dem igen. De har været skjult i pudevår og korsetter, og endelig har de været smuglet ud af lande med kaos tilstande.

De kongelige juveler - gennem generationer
Det første program tager udgangspunkt i Napoleons kroning i 1804, hvor den franske kejser markedsfører Frankrig som Europas førende stat. Enorme pengebeløb bliver brugt på de glitrende juveler, som skal være med til at markere den kejserlige glans. Napoleons tidligere forlovede, Désirée Bernadotte, bærer til anledningen et smykkesæt lavet af rubiner og diamanter. Juvelsættet tager Désirée med sig fem år senere, da hendes mand, Jean-Baptiste Bernadotte, adopteres som kronprins af Sverige. I dag bæres sættet af Kronprinsesse Mary, som første gang bar det nøjagtig 200 år senere, nemlig i dagene inden sit bryllup med Kronprins Frederik i 2004.

I programmet fortæller Dronning Margrethe, Dronning Silvia af Sverige, Kronprinsesse Mary, H.K.H. Prinsgemalen og H.K.H. Prinsesse Benedikte om de kongelige juvelers historie i Skandinavien.

De kongelige juveler - i Zarens rige
Det andet program begynder i Rusland før revolutionen, hvor Zar Nikolaj II's tante, Storfyrstinde Vladimir styrer selskabslivet i St. Petersborg. Hun er ikke den store beundrer af Nikolaj II's lederevner og inden revolutionen for alvor bryder ud, gemmer hun sin store juvelsamling i sit palads. Disse smugles på forunderlig vis ud af landet under revolutionen og kun et enkelt diadem eksisterer så vidt vides i sin helhed i dag, nemlig hos den engelske dronning Elizabeth. Også Nikolaj II og hans familie lykkes med at få gemt juveler af vejen endda på vej til Sibirien. Nogle smykker er fundet og solgt, andre ligger stadig gemt i byen Tobolsk. Og endelig er der Kejserinde Dagmars efterkommere, som blandt andet fortæller om Prins Felix Youssoupov. Han slår ikke bare Rasputin ihjel, han er også enearving til Ruslands rigeste familie og ejer af en enorm samling juveler, som bliver indmuret under en trappe, men som bliver fundet af en håndværker i 1925. Det hele splittes op og sælges.

I programmet fortæller Prinsgemalen, H.K.H. Prins Michael af Kent, H.K.H. Prins Michael af Grækenland, H.K.H. Prinsesse Olga Romanoff samt madame Xenia Sfyri (Prins Felix Youssoupovs barnebarn) om deres familiejuvelers historie.

Private arkiver
De kongelige familiemedlemmer fra hele Europa har bidraget med gamle og nye billeder samt film fra deres private arkiver. Vi får historier, som ikke er fortalt før og vi ser billeder, som aldrig tidligere har været vist.

'De Kongelige Juveler' er produceret af Nordisk Film Production og er instrueret af Anna von Lowzow. Serien sendes de to sidste søndage før jul på DR1.

'De Kongelige Juveler - gennem generationer' sendes søndag den 11. dec kl. 20.00
'De Kongelige juveler - i Zarens rige' sendes søndag den 18. december kl. 20.00.

For yderligere information kontakt:
Instruktør Anna von Lowzow
Mobiltelefon: 23 33 05 67

Læs mere her

tags: Europa, Sverige, Dronning Margrethe, Frankrig, Rusland, december, Film, Grækenland, smykker, bryllup, prinsesse, penge, Rom, Mobiltelefon, Skandinavien,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar