torsdag den 17. november 2011

Nummerplader i USA-størrelse på vej

Snart kan ejere af klassiske amerikanerbiler få lovlige nummerplader i samme størrelse som de amerikanske, skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler

Danske ejere af klassiske USA-biler kan se frem til lovlige danske nummerplader i samme størrelse som de amerikanske, når det nye digitale motorregister indføres, formentlig i 2012. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.

Dermed opfyldes et mangeårigt ønske fra USA-bilmiljøet. Ofte er det nemlig nødvendigt at beskadige kofangere eller flytte lygter for at få plads til lovlige nummerplader på en amerikansk bil, og falske plader hører derfor til dagens (u)orden. Op mod halvdelen af ?amerikanerne? herhjemme skønnes at køre rundt med mindst én hjemmelavet nummerplade.

?Vi hilser naturligvis den nye nummerpladetype velkommen. Men det er også kun naturligt, at danske amerikanerbil-ejere nu får de samme muligheder for lovlige nummerplader i den rigtige størrelse, som ligesindede i lande som Sverige og Tyskland har haft i årtier,? siger MotorClassics chefredaktør, Bo Christian Koch.

De nye, danske USA-nummerplader havde allerede været en realitet, hvis det digitale motorregister var blevet indført 1. april i år som planlagt. Men problemer hos it-leverandøren har tvunget SKAT til at udskyde indførelsen på ubestemt tid, formentlig til en gang i 2012. Der er dog stadig håb om, at de danske USA-biler kan få deres nye nummerplader på inden næste sæson.

FDMs magasin om klassiske biler, MotorClassic, udkommer fire gange årligt, og 19. udgave udkommer torsdag den 17. november. Det kan købes i større kiosker, eller man kan tegne abonnement på www.fdm.dk/motorclassic.

Læs mere her

tags: USA, Sverige, Tyskland, 2012, chefredaktør, FDM, SKAT, miljø, Motor,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar