mandag den 28. november 2011

Byggevareeksporten viser styrke

Byggevareeksporten er for opadgående. Men trykket på eksporten skal opretholdes, og virksomhederne skal ifølge Danske Byggematerialer være innovative, hvis den stigende vækst skal fortsætte

De seneste måneders uro på finansmarkederne hindrer tilsyneladende ikke salg af danske byggevarer på eksportmarkederne. Byggevareeksporten er trods den økonomiske krise i vækst og ligger i det seneste kvartal med en vækstrate på næsten 11 %. Det svarer til en stigning i eksporten på 10,7 milliarder kroner.

- Det er positive tal. Men for at sikre den fremtidige konkurrenceevne og dermed eksporten, er det meget vigtigt, at virksomhederne fortsat er utrolig skarpe på innovation. Både på produkt- og procesudvikling. Der er ingen nemme sejre for tiden, hvor markedet er presset, men heldigvis også stigende, siger branchedirektør Per Thomas Dahl, Danske Byggematerialer, der understreger, at eksporten stadig ligger langt under niveauet i 2008.

Afkøling med lyspunkter på nærmarkederne
På nærmarkederne anes fremadrettet de første tegn på opbremsning i bygge- og anlægsaktiviteten, men lyspunkterne er også i sigte. Eksempelvis er der på det tyske marked stadig tro på, at opsvinget fortsætter ind i 2012. Ifølge de seneste konjunkturanalyser, forventes aktiviteten i Tyskland at stige med 5,8 % i 2011 og yderligere 1,3 % i 2012. Det er især boligbyggeriet, der vil trække væksten, men også erhvervsbyggeriet bidrager.

EU-landende køber fortsat godt to tredjedele af den samlede danske byggevareeksport. I tredje kvartal lå byggevareeksporten til EU-landene på 7,6 milliarder kroner og steg 12,6 % i forhold til samme kvartal sidste år. I samme periode blev der eksporteret for 3 milliarder kroner til lande uden for EU, hvilket svarer til en vækst på 6,3 %.

Flere skal ud på eksportmarkederne
Per Thomas Dahl lægger ikke skjul på, at han gerne så flere virksomheder tage bolden op, og komme ud på eksportmarkederne:

- Vores analyser viser, at kun op mod 30 % af virksomhederne eksporterer. Samtidig ser vi, at yderligere 10 % godt kunne tænke sig at komme i gang med eksport. De 10 % vil vi absolut assistere så godt vi kan, siger Per Thomas Dahl.

Kontakt:
Per Thomas Dahl, branchedirektør for Danske Byggematerialer, telefon 22 41 50 49
Mette Skovgaard Petersen, kommunikationskonsulent, telefon 30 27 37 01

Læs mere her

tags: direktør, 2011, 2008, Tyskland, økonomi, EU-lande, EU, 2012, virksomhed, konkurrence, innovation, kommunikation, øl,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar