onsdag den 12. oktober 2016

Danmarks bedste begynderbil: VW Up


For en førstegangskøber er Volkswagen Up det mest økonomiske køb. Det skyldes god gensalgsværdi og lave driftsomkostninger, viser analyse fra bilpriser.dk.For en førstegangskøber er bilverdenen en jungle. Skal jeg købe nyt Skal jeg købe brugt Hvilket mærke skal det være, og kan jeg få alle mine ønsker opfyldt for de måske 100.000 kroner, der er på budgettet Det vil vi med hjælp fra bilpriser.dk her prøve at svare på.
- Med den viden, vi har om bilmarkedet, synes vi, at det vil være oplagt at dele ud af den til gavn for de danske bilkøbere. Og det vil vi gøre løbende. Denne guide er kun den første, fortæller direktøren for bilpriser.dk, Thomas Groth.
Og lad os springe til resultatet med det samme: Det mest sikre og økonomiske valg lige nu er en Volkswagen Up! 1.0 MPI BlueMotion Technology Take Up med fem døre, fem gear og 60 hk til 103.875 kroner inklusive levering. Den kører nydelige 24,4 km/l.

Populær som brugtbil
Volkswagen Up slår især sine konkurrenter af banen, fordi den er umådeligt populær som brugtbil og dermed har en god gensalgsværdi. Værditabet over de fire år lander på "kun" 51.790 kroner.
- Den ny Up er valgt ud fra, at det er en af de bedste, mest økonomiske og sikreste mikrobiler på markedet. Der er simpelthen ikke noget dårligt at sige om den, siger chefanalytiker Niels Grøftehauge fra bilpriser.dk i forbindelse med "kåringen".
- Den er supervelegnet til et ungt menneske, der måske har fået sit første job som 25-årig, skal til at pendle og er træt af at køre i bus og tog, tilføjer han.

Forsikringsfif
Den månedlige udgift på den nævnte Volkswagen Up! er på 2.246 kroner. Her er der regnet med et årligt km-forbrug på 20.000 og en ejerperiode på fire år. Værditab, finansieringsudgifter, brændstofudgifter og ejerafgift er med i den månedlige udgift.
Det er service og forsikring derimod ikke, da det kan være meget forskelligt, hvad forsikring og service koster. Er man 18-23 år, bor i storbyen og ikke har nogen forsikringsanciennitet, bliver det dyrt. Bor man på landet, er over 25 år og har mindst fem års skadesfri kørsel, er præmien drastisk lavere.
Her kan det være et godt forsikringsfif at opsamle anciennitet, mens man som hjemmeboende kører i sine forældres bil. Det tillader flere forsikringsselskaber. Så har man måske allerede tre års anciennitet, når man skal ud at køre i sin egen bil.

Bajere og bum
Måske vil man som førstegangskøber have en ny bil med krog på, så man kan hente "bajere og bum" på den anden side af grænsen eller køre med skrammel til genbrugspladsen. Så er det bedste bud en Suzuki Celerio 1.0 Dualjet Club med 68 hk, fem døre og fem gear, mener Niels Grøftehauge. Den kan tage en trailer med en totalvægt på 400 kg og koster endda fem kroner mindre end Volkswagen Up.
Den er også særdeles økonomisk med en månedlig udgift på 2.297 kroner, kun 51 kroner mere end folkevognen. Det skyldes den gode benzinøkonomi på 27,8 km/l. Værditabet er derimod større end på den populære tysker, nemlig 58.633 kroner over fire år. Til gengæld har den tre års garanti mod Up'ens to.
- Men det kan man kompensere for ved at købe sig en serviceaftale for fire år. Så har man praktisk talt fire års garanti og god budgetsikkerhed, påpeger Niels Grøftehauge.

Mere plads i en brugt bil
En førstegangskøber, der ønsker sig lidt mere plads end den, der er i en mikrobil, er med et budget på 100.000 kr. henvist til brugtmarkedet. Ifølge analysen fra bilpriser.dk er en Opel Corsa 1.3 CDTi EcoFlex Cosmo fra 2014 med fem døre, fem gear, 95 hk og 93.000 km på tælleren et rigtigt godt bud til de unge pendlere. Takket være en meget økonomisk motor, der går 30,3 km/l, lander dens månedlige udgift på 2.122 kroner.
- Det kan jo se fristende ud, da det er billigere end Up, men man skal regne med, at service og reparationer på brugte biler i den her klasse er 200-500 kroner højere om måneden, advarer han.
- Bor man på landet og kender en god og billig mekaniker, opvejer det måske de højere værkstedspriser i storbyerne, men ellers vil jeg anbefale unge i storbyen at købe ny bil og indhente nogle gode servicetilbud. Renten er typisk også lavere, hvis man låner til en helt ny bil, siger han.
I den dyreste ende af skalaen i analysen befinder sig en Citroën C4 Grand Picasso 1.6 VTi 120 hk fra 2008 til kun 100.780 kroner. Den har endda kun kørt 55.000 km. Men da den kun kører 13,5 km/l og vil tabe 76.780 kroner af sin værdi over de næste fire år, lander den månedlige udgift på 3.575 kr. Og det er endda uden forsikring og service, som er ret dyr på en så gammel bil.

Privatleasing
Der er ingen leasingbiler med i analysen over, hvilken bil, man som førstegangskøber med fordel kan erhverve sig. Det skyldes, at man ikke kan sammenligne leasingkontrakter over 36 måneder med køb over 48 måneder, og fordi km-forbruget ofte er anderledes.
- Men det bør bestemt nævnes. Jeg sidder lige med en annonce her for en Opel Karl 1.0 til kun 1.795 kroner om måneden og 4.995 kroner i førstegangsbetaling over 36 måneder og med ret til at køre 15.000 km om året. Det er med service, så det er meget gunstigt, siger chefanalytikeren.
- Så de førstegangsbilister, der er ligeglade med at eje, men gerne vil have budgetsikkerhed og en ny bil ret ofte, de bør bestemt kikke efter leasingtilbud, tilføjer han.
Forsikring kan man også få med, for eksempel har GoMore en Renault Clio til 2.900 kroner om måneden med forsikring og ret til at køre 24.000 km om året. Releasing, altså leasing af en smart, brugt bil, tilbydes af udbydere som Alm. Brand og Privatleasing.dk. Alm. Brand tilbyder for eksempel en Fiat 500 til 1.695 kroner plus forsikring på kun 390 kroner om måneden, mens Privatleasing.dk tilbyder en brugt Peugeot 108 for 1.445 kroner om måneden uden forsikring.
Endelig, så har delebiljenesten Snappcar i øvrigt p.t. det billigste nybilstilbud overhovedet, en spritny Ford Fiesta Titanium med 125 hk til kun 1.500 kr. Men så skal man også have reklamer på bilen og leje den ud minimum én gang om måneden.
- En dygtig bilforhandler vil kunne rådgive om, hvad der bedst kan betale sig. Man kan også læse vore analyser på www.bilpriser.dk, slutter Niels Grøftehauge fra bilpriser.dk.

Billedtekster:
Volkswagen Up! 1.0 MPI BlueMotion Technology Take Up med fem døre, fem gear og 60 hk til 103.875 kroner inklusive levering er bedste begynderbilstilbud, når man især vægter totaløkonomi, mener bilvurderingstjenesten bilpriser.dk. Foto: Volkswagen.

Suzuki Celerio 1.0 til fem kroner mindre er sagen, hvis man ønsker en bil med næsten samme totaløkonomi, men med anhængertræk. Foto: Suzuki.

Læs mere her

tags: 2008, analytikere, direktør, leasingkontrakt, bilen, økonomi, storby, Renault, Clio, forsikringsselskab, benzin, omkostninger, Opel, bilforhandler, Citroën, Picasso, brændstof, Fiat, Ford, Peugeot, Suzuki, 2014, Volkswagen,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar