lørdag den 26. maj 2012

Danskerne camperer løs i sommervejret

Der er travlt på FDMs campingpladser i disse dage. Det varme sommervejr får nemlig mange danskere til at campere i weekenderne, i helligdagene og i hverdagene - og dyrke udelivet så meget som overhovedet muligt.

Lange varme dage, hyggeligt strandliv, masser af fuglesang og børn der leger i aftensolen kan være med til at skabe feriestemning på hverdagsaftener, i weekenden og i de forlængede weekender. Og det er der mange danskere, der benytter sig af. For sommervejret med rigtig mange solskinstimer og høje temperaturer som i Sydeuropa har nemlig ramt Danmark i den periode på året, hvor der er allerflest lyse timer; maj og juni. Det mærkes på FDMs ni campingpladser fra Skagen til Marielyst, hvor bookingpersonalet tydeligvis også har travlt.

Der især er rift om hytterne i forårets forlængede weekender. Mange nybegyndere vil nemlig gerne afprøve campinglivet, dels inden de investerer i eget udstyr, dels inden de baserer en længere sommerferie på camping. Så det er jo bare fantastisk med det gode sommervejr lige nu, der giver vores mange nye campister de bedste vilkår for en ferie i det fri , fortæller driftsleder for FDM camping, Thomas Buch Tøstesen.

Med pinse og grundlovsferie lige om hjørnet, kan man nemt få en ekstra mini-sommerferie ved f.eks. at tage på camping i nogle dage og invitere familie og venner til pinsefrokost eller grundlovsfest på stranden. Flere af FDMs campingpladser tilbyder særlige aktiviteter for især børnene i pinsen og grundlovsferien. F.eks. mountainbike-ture og ansigtsmaling på FDM camping Holbæk Fjord, dragemaling pinsesøndag på FDM camping Thurø og fælles pinsemorgenbord på FDM camping Østersøparken søndag kl. 9 for pladsens campister (tilmelding nødvendig).

FDMs ni campingpladser er fordelt i hele landet og byder på forskelligartede faciliteter og aktivitetsmuligheder. Kort fortalt om de ni pladser:

Billund: Nem overnatning 500 meter fra Legoland og Lalandia samt minizoo, legepladser, minigolf, hoppepude, hundeskov, heste, æsler, geder og kaniner på pladsen.

Bjerge Sydstrand på Vestsjælland ved Storebælt: Kom helt ned i tempo og stress af ved havet - kun sandklitter og marehalm adskiller campingpladsen fra meget børnevenlig strand. Vandrestier gennem skov, strand og lyngområder tæt på pladsen.

Hegedal Strand på Djursland: På nordkysten af Djursland, direkte ud til Kattegat og meget børnevenlig strand. Legeplads, udendørs bordtennis og hoppepude på pladsen. Djurs Sommerland, Randers Regnskov, Kattegatcentret, Ebeltoft og Århus tæt på pladsen.

Holbæk Fjord: Kom helt ned i gear i pladsens wellness-afdeling og kom op i gear i pladsens overdækkede, børnevenlige svømmebassin, udendørs fitness-område, hoppepude m.m. Pladsens gæster kan spille golf til reduceret pris hos naboen, Holbæk Golfklub.

Nykøbing Nordstrand: En af landets bedste badestrande ligger 200 m fra pladsen. Pladsen har for nylig fået en multiarena, hvor der kan spilles fodbold, basketball og petanque. Der er også legeplads og motionsrum på pladsen samt tre golfbaner i området.

Tangloppen: På en halvø i Køge Bugt kun 18 km fra København kan man kombinere storbyferie og camping en nem måde at aflægge besøg i hovedstaden. Og for københavnere der ønsker luft under vingerne i et par dage, er det en nem måde at holde mini-ferie i det fri. Bus og S-tog fra pladsen til København på en halv time.

Thurø: Campingpladsen ligger på østkysten af den sydfynske ø lige ud til en børnevenlig badestrand med badebro. Efter en tur ned ad en lang rutsjebane ender man i Svendborgsund. Pladsen har næsten nyt legeanlæg samt fint petanquebane og rigtig gode fiskemuligheder i nærheden.

Østersøparken: Frisk havluft og fredelig campingstemning. Feriebyen Marielyst og mere end 20 km sandstrand ligger lige ved pladsen. Legeplads, hoppepude, boldbane og gode muligheder for lystfiskeri. 50-60 km til Lalandia og Knuthenborg.

Ålbæk Strand syd for Skagen: Skøn naturplads ned til en børnevenlig strand og kun 20 km fra Skagen. Pladsen har badesø, legepladser, hoppepude, sauna, vildmarksspa, bålhuse og grillpladser.

Læs meget mere om FDMs campingpladser her: http://www.fdm.dk/camping

Læs mere her

tags: Danmark, euro, København, Billund, Århus, basketball, Køge, Randers, Lego, Holbæk, storby, fodbold, motionsrum, Vestsjælland, Storebælt, S-tog, FDM, hovedstad, stress, Svendborg, Nykøbing, bordtennis, Golfklub, sommerferie, fitness,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar