torsdag den 24. februar 2011

Test en elbil i 3 måneder

Nyborg Kommune åbner nu for ansøgning til projekt Test-en-elbil. Der skal findes 80 familier, der har lyst til - kvit og frit - at teste en elbil i 3 måneder.

Du kan søge om at blive testpilot på www.testenelbil.dk

Her står også de kriterier, der skal være opfyldt. Et af kriterierne er, at elbilen skal erstatte din almindelige bil. Derudover skal du lade din kørsel registrere, og du skal være villig til at besvare diverse spørgsmål omkring elbilen. Og det eneste, du selv skal betale for, er den strøm, du bruger.

Ansøgningen er åben til og med onsdag 9. marts.

Kort om projektet
Målet med testenelbil.dk er at knække elbilens kode. For at gøre det skal elbilen ud til forbrugeren og testes. Derfor sender ChoosEV 300 elbiler ud på vejene. Hele Danmark skal være med, så Nyborg er bare én blandt 30 grønne kommuner, der kan glæde sig over at have 10 elbiler til deres rådighed, som de kvit og frit kan låne til deres borgere i 3 måneder ad gangen. Det betyder, at 2400 familier får praktisk erfaring med at køre elbil. Familierne giver feedback på en meget vigtig del af testen, nemlig de bløde værdier omkring det at køre elbil. Derudover bliver der indsamlet en stor og værdifuld mængde teknisk data f.eks. om batteriteknologi, kørselsmønstre og elbilens betydning for elnettet.

- Den seneste klimarapport understreger jo, at elbiler er en del af løsningen for fremtidens transport, og her i kommunen vil vi gerne gøre noget mere aktivt for, at fremtiden hurtigere bliver til virkelighed. Derfor er vi med i dette forsøg, siger borgmester i Nyborg Kommune Erik Christensen.

Elbilerne kommer ikke mindst til Nyborg på baggrund af virksomhedsstøtte, hvor Energi Fyn er gået med i projektet som energipartner. Taxa Fyn har meldt sig som lokal sponsor, og det er stadig muligt for flere lokale virksomheder at blive sponsor på projektet og derved få masser af grøn markedsføring.

Nyborg Kommune håber på opbakning fra erhvervslivet, så projektet bliver en succes til glæde for både kommunen og miljøet.

For yderligere oplysninger kontakt
Vicki Lund, kommunikationsmedarbejder Nyborg Kommune, tlf. 6333 7711
Tina Houlberg, projektkoordinator ChoosEV, tlf. 5219 0843
Tommy Lykkegaard, Energi Fyn, tlf. 6317 2520

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar