fredag den 6. august 2010

DBA Biler i høj fart og nu med biltest i videoformat

Test på nettet er et hit blandt forbrugerne, og nu præsenterer DBA Biler som den første handelsportal i Danmark test af danske biler i videoformat. Nemt og bekvemt!

Flere og flere danskere bruger dagligt internettet til at søge information om produkter, som de overvejer at købe. Derfor er test og anmeldelser de i senere år blevet et meget populært værktøj, og med ganske få klik kan man i dag finde detaljerede undersøgelser af alt lige fra cykelhjelme til slagboremaskiner.

Biltest er også et hit på internettet, og de findes i massivt omfang på bilsites som f.eks. DBA Biler og Bilbasen, hvor brugerne drager stor nytte af indholdet, inden de investerer i en ny bil.

Formen har tradition for at være skrevne tekster suppleret med et eller flere billeder. En stil, der fra starten har været meget populær på DBA Biler.

"De skrevne biltest har længe været eftertragtet stof blandt brugerne på DBA Biler. Vi ved dog, at udviklingen på nettet går stærkt, og at vores brugere gerne vil have de bedste betingelser, når de skal købe bil. Derfor præsenterer vi nu test i levende billeder, som vi håber, kan hjælpe vores brugere endnu mere," udtaler direktør på Den Blå Avis, Frank Ludvigsen.

Nye test hver eneste uge
Videotest af nye biler på DBA Biler er et resultat af en spændende samarbejdsaftale mellem DBA Biler og Motor–TV.

Aftalen bevirker, at brugerne på DBA Biler allerede fra opstarten i uge 18 blev præsenteret for et stort arkiv med hundredvis af test, og hver uge lægges der nye test på sitet, så brugerne altid er klædt godt på til bilkøbet.

Indholdet af de enkelte test er ikke overladt til tilfældighederne. Oplysningerne skal være brugbare, og derfor vil der hovedsageligt blive fokuseret på de mere regulære biler som eksempelvis mellemklassebilen, minibilen og jobbilen. Og uanset hvilken type Mick Østergaard fra Motor–TV anmelder, sker det hver eneste gang på seriøs og professionel vis.
Der tegnes et nuanceret billede af bilen som helhed, og ud over at se den i action bliver brugeren oplyst om klassiske test–elementer som f.eks. køreegenskaber, design, benzinøkonomi, acceleration og tophastighed ofte suppleret med en faglig vurdering af bilens pris i forhold til kvaliteten.

"Videotest er en rigtig god nyhed for de næsten 300.000 brugere, der hver eneste måned lægger vejen forbi DBA Biler, og vi glæder os til at præsentere rigtig mange gode og anvendelige test i tiden fremover," slutter Frank Ludvigsen.
 

Læs mere her

tags: direktør, internet, Danmark, økonomi, bilen, portal, benzin, Motor,

1 kommentar:

  1. biltest er helt sikkert noget man bør bruge lidt tid på inden man køber en ny bil.

    Og fedt initiativ fra DBA's side af. '

    SvarSlet