torsdag den 26. september 2013

Fem Euro NCAP-stjerner made in China

Kinesiske Qoros imponerer i ny crashtest med deres første bil og opnår som første kinesiske bil fem Euro NCAP-stjerner. Også fuldt hus til Kia Carens.

Der er bare beskedne to biler i septembers anden pulje biler fra det fælleseuropæiske crashtestsamarbejde Euro NCAP. Men selvom begge biler klarer mødet med muren til fem stjerner, samler interessen sig særligt om en af bilerne.

Kinesiske Qoros 3 Sedan er således første bil fra Riget i Midten, som opnår fem stjerner i en Euro NCAP-test. Dermed synes vejen banet til det europæiske marked, hvor kinesiske biler ellers ikke har det bedste ry.

Vi har tidligere set kinesiske bilproducenter som Geely, Great Wall og Landwind forsøge sig på det europæiske marked, men hver gang er de faldet på kvaliteten og en alt for ringe sikkerhed. Anderledes forholder det sig med Qoros. Med et hold af blandt andet tidligere Volvo- og Saab-ingeniører er det lykkedes at konstruere en spændende bil, som tilmed scorer flot i Euro NCAPs crashtest, siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.

Hvornår Qoros første model rammer det danske marked og til hvilken pris, er fortsat udvist. Til FDM har firmaets grundlægger, tyskeren Volker Steinwascher, dog tidligere udtalt, at man nok skal forvente et prisniveau som matcher Skoda og Kia.

Netop Kia er anden bil på septembers skafot med den nye udgave af Kia Carens. Bilen er koreanernes bud på en familiebil i den populære MPV-klasse med plads til op til syv personer. Også den klarer crashtesten til fem stjerner.

Med sin nye og 3. generation af Kia Carens henter Kia endnu en gang fem stjerner til samlingen. Resultatet viser, at det ikke bare er design og udstyr, der har fået et gevaldigt løft, sikkerheden er som i andre Kia-biler også i top. Alt i alt en spændende bil, der lander på det danske marked til november, siger Søren W. Rasmussen.

Se alle resultaterne fra den seneste og tidligere Euro NCAP-test på www.FDM.dk/crashtest

Læs mere her

tags: euro, Volvo, Saab, Kinesiske, crashtest, Euro NCAP, FDM, Skoda,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar