mandag den 9. maj 2011

Tænk over din fart!

Der køres alt for hurtigt på landevejene, viser nye tal fra politiet. Nu vil De Regionale Færdselssikkerheds Udvalg derfor sammen med en lang række kommuner minde bilisterne om, at de bør tænke over, hvor hurtigt de kører. Fotos og silhuetter af børn bruges til at få bilisternes opmærksomhed.

Det er utrygt at bo i nærheden af en landevej, hvor bilerne suser forbi i høj fart og et stort flertal af beboerne er bekymrede over bilernes høje fart, viser en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik.

Når bilisterne ikke overholder hastighedsgrænserne, har de svært ved at undvige eller bremse i tide, hvis der kommer en bil, cykel eller et barn ud fra en sidevej eller indkørsel. Det betyder, at ulykkerne bliver mere alvorlige, end hvis bilisterne havde sat farten ned , siger Katrine Langer, repræsentant for Hovedstadens Færdselssikkerhedsudvalg.

Landevejene er de farligste
Størstedelen af trafikulykkerne i Danmark sker på landevejene. Omkring 80 % af bilisterne siger i en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, at de kører for hurtigt, når de kører på en landevej.
Samtidig viser undersøgelser også, at mange af ulykkerne kunne have været undgået. 75 mennesker kunne hvert år have reddet livet, hvis bilisterne overholdt fartgrænsen alene på landevejene!

Den høje fart gør, at der ofte sker meget voldsomme ulykker på netop landevejene og det forklarer hvorfor mange landevejsbeboere er bekymrede over, at bilisterne glemmer eller bevidst ignorerer fartgrænsen.
For at gøre landevejene mere sikre bakker Hørsholm Kommune op om den landsdækkende kampagne Mit Hjem Din Fart , der skal minde bilisterne om, at deres høje fart generer mange mennesker.

Borgere vil have farten ned
Langs vejene vil man i de kommende uger kunne se fotos af børn på store plakater, hvor der står Mit Hjem Din Fart og silhuetter af en lille pige i naturtro størrelse (1,2 meter), der står og vinker til bilisterne. Det skal alt sammen minde bilisterne om, at et flertal af de mennesker, der bor ved eller i nærheden af en landevej, ville ønske, at bilisterne satte farten ned og overholdt hastighedsgrænserne. Mange familier tør for eksempel ikke sende deres børn i skole på cykel, da de er bange for, at biler i for høj fart kører børnene ned.

Om kampagnen
- Kampagnen Mit Hjem Din Fart foregår i uge 18, 19 og 20 (3. 24. maj) og afsluttes med at politiet laver en omfattende fartkontrol på landevejene i uge 21.
- Bag kampagnen står 65 kommuner fra hele landet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, politiet, Q8 og Rådet for Sikker Trafik.
- På www.sikkertrafik.dk kan borgere i hele landet deltage i kampagnen. Her kan man på et digitalt Danmarkskort markere de landevej, hvor man oplever, der bliver kørt for hurtigt. Man kan også skrive vers til Danmarks Længste Landevejsblues, der bliver indsunget af musikeren Nellie Ettison. Sangen overrækkes som en gave fra beboerne til bilisterne på P4 Formiddag fredag den 27. maj.
- På http://www.sikkertrafik.dk/Aktuelt/Presse/Pressemeddelelser finder du de 65 kommuner, der er med i fartkampagnen Mit Hjem Din Fart .

Læs mere her

tags: Danmark, politi, vold, P4, trafikulykke, landevej, ulykker, fartgrænse, Q8, Hørsholm,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar