torsdag den 1. januar 2015

Mr. Asnæs giver stafetten videre

Med flere end 250 besøgende var der fyldt godt op både indenfor og udenfor AutoMester-værkstedet på Storegade, da Jens Kjølbæk og svigersønnen Martin Birk fredag eftermiddag markerede generationsskifte God kundeservice, høj kvalitet i arbejdet og en god portion høflig betjening sælger. Samtidig skaber disse klassiske dyder loyale og trofaste kunder og samarbejdspartnere, der gerne kommer forbi og fejrer, når der er en god anledning.

Det var tydeligt fredag eftermiddag, hvor AutoMester i Asnæs havde indbudt kunder, forretningsforbindelser og venner af huset til markering af generationsskifte, der blev gennemført i anledning af Jens Kjølbæks 60 års fødselsdag her i efteråret og svigersønnen Martin Birks overtagelse af værkstedet.

- Generationsskiftet blev mentalt indledt for fem år siden, og vi ansatte Martin på værkstedet for 1½ år siden. Nu overlader vi trygt forretningen til Martin og vores datter Nanna, fortæller Jens Kjølbæk med sit velkendte smil, mens han konstant siger goddag og farvel til de mange gæster, der er kommet forbi for at hilse på og ønske til lykke til de to generationer på den solrige septemberdag.

Det startede med Esso
Siden 1977 har Jens Kjølbæk sammen med hustruen Inge drevet tankstation og autoværksted i Asnæs. Da de åbnede for 37 år siden var det Esso-tanken på Centervej, der sammen med værkstedet var familien levebrød i mange år. Så skiftede Esso navn til Statoil, men i mange år var alt ved det gamle, indtil Kjølbæk i 2003 flyttede værkstedet til den nuværende adresse i Storegade.

En lokal ildsjæl
Undervejs har Jens Kjølbæk også være brandmand og senere medlem af Beredskabskommissionen. Derfor var en veteranbrandbil da også på besøg og fungerede som udskænkningssted under receptionen fredag eftermiddag. Fødselaren har også været medlem af kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti fra 1985-1989, og gennem mange år har han været aktiv i Rotary. Så det er næppe en overraskelse, at der kom mange mennesker med mange forskellige baggrunde og tilknytninger for at hilse på den engagerede ildsjæl, der sammen med sin Inge har præget lokalsamfundet gennem flere årtier.

Trofaste samarbejdspartnere
Det var ikke alene kunderne, der havde fundet vej til Asnæs. Også flere leverandører kikkede forbi med gaver og lykønskninger i anledning af dagen. Tre af gæsterne kom fra Continental Dæk Danmark A/S, der gennem næsten 20 år har leveret dækmærkerne Gislaved og Continental til Kjølbæks kunder.
- Jens Kjølbæk og hans medarbejdere har gennem mange år været trofaste kunder hos os og værkstedet har i med- og modgang været en loyal og stabil samarbejdspartner. Det vil vi gerne kvittere for og ønske til lykke til både Jens og Inge samt til Nanne og Martin, siger Marketing Team Leader Claus Larsen fra Continental Dæk Danmark A/S.

Med sig havde han distriktschef Tony Duevang Carlsson og teknisk chef Frank Hansen, der bistår AutoMester og de øvrige forhandlere med support i hverdagen.

Siger ikke nej til noget
AutoMester i Asnæs udfører alle former for bilreparationer for både private og virksomheder.
- Vi siger skam ikke nej til noget som helst! Og med Martins ankomst har vi da også fået udvidet kundekredsen med nye og yngre kunder, siger Jens Kjølbæk på sin lune og helt underspillede facon.

At der er kommet en ny generation til forretningen kan også ses i form af den ny teknologi. For AutoMester i Asnæs er kommet på Facebook, og hvis man er hurtig, kan man nå at blive ven nummer 100 med familien Kjølbæk & Birk og deres medarbejdere på værkstedet i Storegade.

Læs mere her

tags: Danmark, 2003, Facebook, kommissionen, virksomhed, recept, teknologi, Statoil, generationsskifte, Continental, Konservativ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar