fredag den 12. september 2014

Stjernekørsel

Komponisten, tekstforfatteren, musikeren og produceren Klaus Strand-Holm kører Mercedes-Benz 1229, når han og hans populære band, Klaus & Servants, skal have fragtet alt deres udstyr rundt i landet. Det kan næsten ikke være andet... Med 40 albums bag sig er der stadig bud efter live-optræden med det populære pop- og rockband Klaus & Servants, som med orkesterleder Klaus Strand-Holm i spidsen turnerer landet rundt med deres iørefaldende musik og får taget til at rejse sig på koncertsteder, virksomhedskantiner, kroer og idrætshaller.

Bevidst valg
Det er en Mercedes-Benz 1229 fra 2008, der fragter bandets udstyr rundt i landet, når de optræder til firma-fester, private mærkedage, idrætsjubilæer - og hvad det populære band bliver bestilt til at underholde ved.

1229 er med Euro5 motor og må derfor køre i de tyske byer. Men selvom Klaus Strand-Holm netop denne sommer har haft nogle solo-opgaver i Polen uden bandet, så tilbagelægges langt de fleste kilometer på danske landeveje. Bandet tilbagelægger cirka 40.000 kilometer om året, og lastbilen anvendes til de større arrangementer, hvor der er brug for alt udstyret, der vejer mere end fire tons.

- Vi købte den knap tre år gammel i 2011, og vi har været utroligt glade for den, siger Klaus Strand-Holm, der selv har stort kørekort.

Han sætter sig dog sjældent bag rattet for at fragte udstyret rundt til de arrangementer, som Klaus & Servants bliver booket til at spille ved. Orkesterlederen har brug for at være frisk, når han kommer frem, så det er som regel bandets faste chauffør Torben Reland, der sidder bag rattet, når tourtrucken stævner ud fra Præstø, hvor Klaus Strand-Holm og hans hustru Karin holder til både med privatbolig, studie og bookingbureau.

DSB havde nøglen
The Servants debuterede den 20. februar 1965 foran 400 unge og har populært sagt ikke været hjemme siden. Det kræver sin mand og det stramme program forudsætter, at logistikken er i orden. I et enkelt tilfælde har bandet endda fået hjælp af statsbanerne.

- Engang var vi i Fredericia på en opgave, og på en eller anden måde blev nøglen til lastbilen simpelthen væk. Så vi fik Karin til at køre med en reservenøgle fra hjemmet i Præstø til Slagelse station, hvor DSB tog den med til Fredericia, hvor vi så hentede den. Med lidt forsinkelse fik vi udstyret ud og sat op, så Klaus og drengene kunne komme på scenen. Dét var da flot service af DSB, når man tænker på , hvordan de ellers bliver skældt ud, fortæller en storsmilende Torben Reland, mens han tørrer hukommelsens sved af på panden.

Snurrede rundt på Færøerne
Sved på panden var der også en anden gang, hvor bandet var på tour. Klaus & Servants skulle spille på Færøerne og havde lejet en lastbil til at fragte dem fra sted til sted på de forblæste Atlanterhavs-øer.

- Jeg ved ikke, hvad der skete, men vi snurrede rundt og var faretruende nær på en klippekant. Vi slap med skrækken og heldigvis har der ikke været lignende dramatiske episoder siden, fortæller en som altid afslappet Klaus Strand-Holm.

Hits fra fem årtier
Trods sine kun 62 somre fejrer Klaus Strand-Holm i år sit 50 års jubilæum som musiker. Og typisk er der hits fra alle fem årtier, når han og bandet bliver booket for at skabe en god stemning ved et arrangement.

Mange tror, at Klaus & Servants kun spiller dansktophits fra 70'erne, men det er faktisk ikke tilfældet. Hits som "Herstedvester", "Den Bedste Pige" og "Bank 3 gange" er stadig utroligt populære sange, som mange gerne vil høre, men bandet har flere end 400 numre på repertoiret, så det kan spille op til stort set alle anledninger. Huey Lewis & The News, Dire Straits og The Shadows er med på programmet. Selv aktuelle hits fra Rasmus Seebach og Basims seneste bidrag til det internationale Melodi Grand Prix kan leveres.

Skalerbart forretningskoncept
Der er sket meget siden starten som pigtrådsband i 1960'erne. I dag er Klaus & Servants en professionel virksomhed forankret i selskabet Key Sound Aps. Her arbejder man ud fra et forretningskoncept, der kan skræddersyes helt efter den enkelte arrangørs økonomi og behov.

- Vi er klar til at tilbyde musik og underholdning også i forbindelse med arrangement, hvor der kan være en vis usikkerhed med hensyn til, hvor mange der kommer. Det er selvfølgelig ikke noget problem med hal- og kroballer, hvor publikum kender os og altid møder talstærkt frem, men der kan sagtens være en situation, hvor en arrangør lige tæller på knapperne om han tør binde an med et professionelt band, siger Klaus Strand-Holm.

Hans hustru, Karin Strand-Holm, der i mange år har styret bookingerne og derfor har fingeren på pulsen med, hvad der rører sig på markedet, er med til at håndtere de mange forespørgsler, der fortsat munder ud i omkring 200 engagementer ude i landet om året. Sammen har ægteparret og forretningspartnerne udviklet et fleksibelt koncept, der kan tilpasses til stort set enhver arrangørs økonomi.

- Hvis der ikke er så mange gæster, kommer Klaus alene. Kommer der flere gæster, er de to, der optræder. Og forventes der endnu flere, er de så tre. Ved flere end 170 deltagere er der typisk økonomi til, at alle fire er med på scenen, fortæller hun om det skalérbare koncept, hvor man kan booke live-musik til et arrangement alt efter hvor mange gæster, der forventes og alt efter hvor stort et budget, man har.

Også foredrag
Den alsidige orkesterleder tilbyder også foredrag til foreninger samt offentlige og private virksomheder. Med udgangspunkt i erfaringer fra en turbulent og spændende branche kan han byde ind med egne oplevelser og erfaring for eksempel i forbindelse teambuilding-events.

Klaus Strand-Holm er kendt for at skabe en god stemning og fremme samarbejdsevnerne, når han arbejder med deltagerne. Efter sigende kan han få selv de mest umusikalske deltagere til at synge i kor inden for en time.

Krydret med humoristiske inside stories fra indspilningsstudierne og sjove backstage episoder giver han også i sine foredrag et indblik i tilblivelsen og fremførelsen af den musik, der gennem de seneste generationer har været med til at forme den kultur, vi lever i. Formidlet af en mand, der elsker musik – og er bevidst om hvad han kører i, når han skal på tour.


Læs mere her

tags: 2011, 2008, Polen, lastbil, bilen, økonomi, DSB, Mercedes, blæst, virksomhed, Slagelse, koncert, landevej, rock, Fredericia, Melodi Grand Prix, arbejdsevne, forfatter, Mercedes-Benz, Færøerne,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar