onsdag den 15. oktober 2014

MOTOR: De kolde morgener stiller større krav til dine dæk

Kombinationen af regnvåde veje og nattefrost betyder ifølge Rådet for Større Dæksikkerhed og dækeksperterne fra Euromaster, at det er ekstra vigtigt at have de rigtige dæk på bilen for at kunne færdes sikkert i trafikken. Den første nattefrost er allerede sat ind, og samtidig betyder efterårets komme, at vejene er våde og fyldt med nedfaldne blade. Alt i alt bevirker de vejrmæssige forhold, at det er ekstra vigtigt at have friske dæk og den rigtige dæktype på bilen. Det mener Rådet for Større Dæksikkerhed, der understreger, at det kan være farligt at færdes i trafikken på slidte dæk eller forkerte dæk til årstiden.

– Slidte dæk har ikke det samme vejgreb som dæk med fornuftige mønsterdybder, og sommerdæk har en mere end dobbelt så lang bremselængde i forhold til vinterdæk, når vejene rammes af frost og sne. Derfor er det vigtigt at skifte dæk i tide, så man undgår ulykker og passer på sig selv og andre i trafikken, siger Volker Nitz fra Rådet for Større Dæksikkerhed.

Volker Nitz bakkes op af Carsten Kure fra dæk- og autoservicekæden Euromaster, der opfordrer bilisterne til at skifte til vinterdæk, inden vejforholdene bliver endnu dårligere.

– Man kan lige så godt være på forkant og få det klaret med det samme. Så undgår man også lange ventelister, når sneen og frosten for alvor sætter ind. Og når dækkene er skiftet, behøver man ikke spekulere mere over det før næste forår.

Lovens mindstekrav til dækkenes dækmønster er 1,6 millimeter, men Euromaster anbefaler, at dækkene skiftes noget før.

– Vejgrebet nedsættes betydeligt, når dækmønstret nærmer sig 3-4 millimeter, og bremselængden øges. Det kan medføre et væld af farlige situationer og ulykker – særligt under de nuværende vejrforhold. Derfor anbefaler vi, at man skifter dæk, når dækmønsterdybden når det leje, forklarer Carsten Kure fra Euromaster, der også henviser til tal fra Dækbranchens Fællesråd:

– Man har kun 16 % vejkontakt ved den mindste tilladte mønsterdybde, 3 millimeter vand på kørebanen og en hastighed på 75 km/t. Med nye dæk har man derimod hele 74 % kontakt med vejen, så der er god grund til at skifte i tide.

Og ifølge Carsten Kure er det altid en god idé at konsultere en ekspert, når man skal købe nye dæk. For som han siger:

– Det er ikke altid nødvendigt at investere i de dyreste dæk. Det afhænger af mange ting, og her er vores eksperter klar med råd og vejledning.

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 43 servicecentre.

Læs mere her

tags: Danmark, euro, bilen, trafikken, ulykker,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar