torsdag den 22. april 2010

Konkurrenceankenævnet afviser Håndværksrådets klage

Konkurrenceankenævnet har den 19. april 2010 afvist en klage fra Håndværksrådet over Konkurrencerådets afgørelse om samarbejdet i Taksatorringen mellem 27 små og mellemstore motorkøretøjsforsikringsselskaber. Kendelsen har betydning for, hvem der kan klage over Konkurrencerådets afgørelser.

Konkurrencerådet traf den 29. april 2009 afgørelse om samarbejdet i Taksatorringen. Samarbejdet angår taksering af forsikringsskader og fælles indkøb af reparationsydelser. Rådet fandt, at samarbejdet resulterer i en konkurrencebegrænsning på markedet for motorkøretøjsforsikringer, men at det samtidig fremmer konkurrencen til gavn for forbrugerne i et sådant omfang, at det kan fritages fra konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Håndværksrådet indbragte afgørelsen for Konkurrenceankenævnet på vegne af fem brancheorganisationer, hvis medlemmer beskæftiger sig med reparation af biler. Ifølge Håndværksrådet begrænser samarbejdet konkurrencen på markedet for autoreparationer og service, fordi det sænker priserne på autoreparationer.

Ankenævnet fulgte i sin kendelse rådets påstand om, at sagen burde afvises, fordi Håndværksrådet ikke var klageberettiget.

Konkurrenceankenævnets lagde vægt på, at Taksatorringens vedtægter alene begrænser konkurrencen på markedet for motorkøretøjsforsikringer, og at hverken Håndværksrådet eller de fem brancheorganisationer (som beskæftiger sig med reparationer og service), havde en væsentlig, individuel interesse i afgørelsen af dette spørgsmål. På denne baggrund var Håndværksrådet ikke klageberettiget.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar