lørdag den 30. januar 2016

Børn skal sidde sikkert – også i klassikeren

Når børnene kører med i den klassiske bil, skal føreren have styr på både bilens og børnenes alder, og hvor høje de er, ellers vanker der en bøde og et klip i kørekortet. Det skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.
Næsten alle børn elsker en tur i den klassiske bil, for dens former, farver og lyde er lige noget for en barnesjæl. Men også i en klassiker skal børn under 15 år anbringes korrekt. Hvornår de er anbragt korrekt, afhænger helt af, om bilen kun har seler ved forsæderne, om der er seler for og bag eller slet ingen seler, skriver MotorClassic, FDMs magasin om klassiske biler.

"Det er ikke noget at spøge med, for det koster både en bøde og et klip i førerens kørekort, hvis et barn under 15 år ikke sidder i det rigtige sikkerhedsudstyr. Og har bilen ikke seler – det er ikke påkrævet i biler fra før 1. juli 1969 – må børn under tre år slet ikke køre med, mens børn under 135 cm skal sidde på bagsædet", siger advokat i FDM Casper Schad.

Har bilen kun seler foran, er reglerne imidlertid mere indviklede.

"I så fald skal et barn under 15 år altid være fastspændt, og børn under 135 cm skal sidde i godkendt sikkerhedsudstyr, f.eks. i en autostol eller på en selepude. Større børn må ikke sidde på bagsædet, hvis forsædet med sele er ledigt, og er der f.eks. to voksne og et barn i bilen, skal barnet spændes fast foran, mens en voksen må rykke om bagi", forklarer Casper Schad.

Biler registreret efter 1. juli 1989 skal have seler ved alle pladser, og der må ikke være flere personer i bilen – hverken børn eller voksne – end der er seler til.

"Det gælder naturligvis også i ældre biler, der har fået selerne eftermonteret", fastslår Casper Schad.

Man kan læse mere om børnesikkerhed i klassiske biler i det nye nummer af MotorClassic, der netop er udkommet. MotorClassic udkommer seks gange om året og sælges i større kiosker landet over. Abonnement på MotorClassic kan bestilles via www.fdm.dk/motorclassic.

Læs mere her

tags: bilen, FDM, Motor,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar