torsdag den 5. juli 2012

Sådan får man en god kør-selv-ferie med børn i bilen

Masser af sund snack, korrekt monterede autostole og gode lege er et godt udgangspunkt for en vellykket kør-selv-ferie med børn. Læs alle FDMs råd på nettet til, hvordan man gør bilen til en god, sikker base for hele familien i rigtig mange timer.

Hvornår er vi der lyder det typisk fra bagsædet på kør-selv-ferien. FDM anbefaler, at man gør køretur, kilometer og afstand til en leg. Så kan det nemlig være sjovt for børnene at følge med i, hvor langt man er nået. Man kan f.eks. dele turen op i 12 dele og rykke pilen på p-skiven, for hver gang en tolvtedel er nået. Man kan også tage en kopi af et kort, hvor hele ruten er med, så kan børnene selv tegne ruten ind og farvelægge kortet.

Opskriften på den vellykkede kør-selv-ferie består i at forberede hele familien på, at ferien begynder, når man sætter sig ind i bilen hjemme i Dannmark. Det handler ikke udelukkende om at komme frem til feriestedet, idet selve køreturen også er en del af ferien. Når børnene hygger sig i bilen, bliver køreturen både sjovere og mere sikker for alle. Det er derfor vigtigt med underholdning og forplejning til børnene på rejsen , fortæller FDMs feriekonsulent Frederik Valmin.

Nintendo, iPod, iPad, lydbøger og ikke mindst dvd-afspiller er populært tidsfordriv på den lange tur. Fællesleg kan i høj grad også vække begejstring hos de yngste passagerer. I lege som Gæt et dyr og 20 spørgsmål til professoren tænker én på et dyr eller noget andet, de andre skal gætte ved hjælp af spørgsmål, der kun kan besvares med ja eller nej. En anden god leg er Skift ét bogstav i ordet ud, hvor én f.eks. siger kok, den næste siger kop, den tredje siger hop etc.

Børnefamilier anbefales at holde pause jævnligt undervejs, gerne ca. hver 2.-3. time. Jævnlige pauser kan også modvirke køresyge. Vælg servicestationer med gode toiletforhold og allerhelst med en legeplads eller et grønt område. Medbring gerne en bold eller et sjippetov til at lege med på rastepladserne undervejs. Undgå at købe for meget usund mad og søde sager på turen, men medbring mad og drikke til rejsen. Allerhelst sund snack i form af skåren frugt & grønt, rosiner og en sund madpakke. Medbring drikkevand i halvliters flasker og medbring nogle fyldte flasker med frossent vand, så er der koldt vand til hele turen.

Sidst men ikke mindst skal sikkerheden være i orden. Sørg for at samtlige autostole er korrekt monteret og tilpasset barnet. Ekstra puder og tæpper kan gøre det hyggeligt og mere behageligt at sove på bagsædet. Det kan være livsfarligt at have ting liggende frit i bilen, hvis der pludselig er brug for en hård opbremsning. Opbevar derfor børnenes legetøj, bøger, blade, Nintendo etc. i ryglænslommer på bagsiden af forsæderne.

Læs meget mere om FDMs anbefalinger til en vellykket kør-selv-ferie med børn i bilen her: www.fdm.dk/planlaeg-din-ferie/boern-pa-koer-selv-ferie.

Læs mere her

tags: dvd, bilen, Nintendo, iPod, FDM, frugt,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar