lørdag den 28. februar 2015

Det bedste brugtbilkøb

Så ruller Årets Brugtbil 2015. Kåringen foretages af bilbranchefolk og motorjournalister i de kommende uger En lang række brugtbiler bliver i øjeblikket analyseret af ekspertpanelet bag Årets Brugtbil, der er en kåring, hvor bilerne bliver vurderet i forhold til værdi for pengene, praktiske egenskaber, servicepriser, pålidelighed og totaløkonomi.

Det er tiende år, at det bedste brugtbilkøb bliver kåret.De fem finalebiler bliver fundet ud fra en liste over de 100 mest solgte brugtbiler på markedet sidste år. Det er en vidt sammensat jury, der analyserer bilernes kvalitet som brugtbil.

"På Bil Magasinet hylder vi gode køregenskaber. Årets Brugtbil skal være et fornuftigt køb til familien Danmark med en sund driftsøkonomi, en attraktiv pris og et rimeligt udvalg på brugtmarkedet. Men først og fremmest skal den køre godt," siger Steen Bachmann, journalist og redaktør af Bil Magasinets guide om brugtbiler.

De nominerede biler er de 100 bilmodeller der bliver omsat mest på det danske marked. Bilerne skal være mellem tre og otte år gamle. Jo ældre bilerne bliver, jo større betydning har ejernes fokus på vedligehold.

Sidste års vinder
I 2014 vandt Honda Civic titlen som Årets Brugtbil, og det kunne mærkes hos Honda forhandlerne.
"Kåringen har sat fokus på, at Honda modellerne generelt er gode kvalitetsbiler, og gode brugtbilkøb. Sidste år vandt vores Civic-model i hård konkurrence, og kåringen er med at give Honda endnu et kvalitetsstempel," siger pressechefen for Honda Danmark. Han oplyser, at kåringen af Honda Civic som Årets Brugtbil i 2014 medførte mange besøg hos forhandlerne, og at mærkatet som det bedste bilkøb ikke kun gjorde bilkøberne opmærksom på deres brugtbiler men også den nye Civic-model

450.000 brugtbilhandler

I de senere år har der været megen opmærksomhed på det rekordstore salg af nye biler. I 2014 blev der solgt 189.000 nye biler her i landet, men brugtbilhandlen er langt større med over 450.000 brugtbilhandler sidste år. Det store antal brugtbilhandler gør kåringen særlig relevant.

"Det er dyrt at købe og eje en bil herhjemme. Uanset om den er ny eller brugt. Derfor er Årets Brugtbil en yderst relevant kåring i forhold til at sætte fokus på de mange forskellige elementer, der gør en bil til et godt brugtbilkøb. Det handler ikke kun om selve prisen, men også teknisk kvalitet og de omkostninger, som følger med købet," siger Jan Lang, markedsanalytiker og medlem af juryen for BilBasen.
Hvilken bil, der vinder titlen i år, bliver afsløret d. 25. marts.

Tidligere vindere af Årets Brugtbil:

2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee'd, årgang 2007
2010: Opel Astra, årgang 2005
2009: Ford Focus, årgang 2005
2008: Ford Mondeo, årgang 2004
2007: Mazda6, årgang 2003
2006: Škoda Fabia, årgang 2001



tags: Danmark, 2009, 2010, 2011, 2008, 2003, økonomi, 2013, 2001, Mazda, Honda, 2012, 2007, 2006, penge, omkostninger, Toyota, Opel, journalist, konkurrence, Ford, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar