fredag den 8. oktober 2010

Nyt Skadesråd er dialogforum for hele autobranchen

Skadesrådet er etableret på initiativ af autoorganisationerne i Håndværksrådet, med deltagelse af forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension, samt bilejernes organisation FDM. Med Forsikring og Pension's indtræden i Skadesrådet er der nu skabt et åbent dialogforum, hvor forsikringsselskaberne, de udførende værksteder og bilejerne kan samles om at gøre den til tider komplicerede skadesudbedring mere effektiv.

Rådets formål er at drøfte de overordnede rammer for, og forhold omkring, både skadesopgørelsen og skadesudbedringen. Det skal blandt andet ske ved en fælles forståelse af brugen af det vejledende opgørelsessystem, Autotaks, samt fælles udarbejdelse af vejledninger og undervisning.

Det nye Skadesråd er en fortsættelse af det konstruktive samarbejde der har været mellem autobranchen og forsikringsselskaberne dels i Autobranchens Lakråd og dels i arbejdet med at udforme et sæt fælles retningslinjer for forsikringsselskaber og autoværksteder ved reparation af forsikringsskader på biler.

- Vi ser positivt på dette nye dialogforum - udtaler Peter Bay-Nielsen fra Forsikring og Pension - det kan blive et rigtigt godt værktøj og sikre en smidig skadesudbedring til gavn for bilejerne og forsikringskunderne. Peter Bay-Nielsen understreger, at Skadesrådet kun kan drøfte overordnede undervisningsmæssige og teknisk-administrative spørgsmål ved udbedring af autoskader og ikke kommercielle forhold og aftaler mellem de enkelte parter.

På det første møde den 4. oktober drøftede Skadesrådet blandt andet, hvorledes man kunne sikre en løbende information om og undervisning i det nye webbaserede Autotaks, Forsi.

Skadesrådets formand, direktør Michael Nørregård fra Foreningen af Auto- og Industrilakerere glæder sig over, at det er lykkedes at skabe et konstruktivt samarbejde til gavn for bilejere, værksteder og forsikringsselskaber.

Autobranchens Skadesråd har følgende medlemmer: Autig, CAD, DAF, DAG, Dansk Autoglas, Forsikring og Pension, FAI, FDM og SKAD og har sekretariat hos Håndværksrådet

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar